To betjente blev lørdag aften overfaldet af en gruppe unge mennesker under byfesten i No i Vestjylland.
Det mener Midt- og Vestjyllands Politi, skriver det lokale medie Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Hændelsen har ført til, at to 15-årige drenge er blevet anholdt.
På vej hjem fra byfesten kort ført midnat stødte de to betjente ind i en gruppe unge mennesker, som var blevet afvist af vagterne i indgangen.
Herefter retter en af betjentene henvendelse til gruppen og siger, “at nu er det vist på tide, at de går hjem”, fortæller vagtchef Jens Claumarch til lokalmediet.
Kommentaren får gruppen af unge til at skubbe til de to betjente.
Den ene af dem falder på jorden, hvor han ifølge politiet både bliver slået og sparket.
– Han har blandt andet fået et brud på ansigtsknoglen under højre øje og skal formentlig tjekkes på Skejby (Aarhus Universitetshospital, red.) af en specialist, siger vagtchefen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Betjentene var ikke på arbejde under hændelsen.
Derfor måtte nogle kolleger rykke ud. Det var i den forbindelse, at de to drenge blev anholdt.
Om de unge bliver sigtet for kvalificeret vold eller vold mod tjenestemand, afhænger af, om betjentene sagde, at de var fra politiet, inden overfaldet skete, oplyser Jens Claumarch til Ritzau.
Søndag omkring klokken 13 er de anholdte endnu ikke blevet afhørt.
Det kan ikke udelukkes, at flere vil blive anholdt, lyder det.