11. aug. 2024 - 14:39

Aktion med maskinpistoler: Politiet anholder 21-årig mand efter skud




Politiet har efter en stor aktion anholdt og sigtet en 21-årig mand for drabsforsøg efter en skudepsiode på en tankstation natten til søndag i Aalborg.

Ved skudepisoden blev en 19-årig ramt af et skud i benet, men han er uden for livsfare.

Søndag eftermiddag anholdt politiet så den 21-årige mand i området Færøgade/Karolinelundsvej i Aalborg. Politiet var her til stede med hunde, og de var bevæbnet med maskinpistoler.

Den 21-årige er mistænkt for at have haft en rolle i nattens skudepisode og er nu i politiets varetægt – sigtet for drabsforsøg, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efterforskningen af sagen er dog langt fra slut, understreger politikommissær i Nordjyllands Politi, Carsten Straszek.

”Vi efterforsker på højtryk og vender hver en sten. At en sådan episode finder sted på et offentligt område er ganske utilstedeligt og hører ingen steder hjemme. Der er ingen tvivl om, at vi ser alvorligt på denne sag og tager vores forholdsregler,” siger han.

Selve skudepisoden fandt sted på en tankstation på Hadsundvej i det østlige Aalborg kort efter midnat.

”Vi er hurtigt på stedet med flere patruljer. Her anholder vi seks personer og afsøger området. De tre biler, der menes involveret, er nu alle i politiets varetægt og vil blive undersøgt minutiøst for spor,” siger Carsten Straszek.

De seks personer, der i første omgang blev anholdt i forbindelse med nattens episode, er alle løsladt igen.

“Det er politiets opfattelse, at de seks personer er forurettede i sagen. De er nu afhørt og løsladt,” siger Carsten Straszek.

Det er igen muligt at færdes på tankstationen på Hadsundvej samt i området omkring Karolinelund, men man vil formentlig kunne opleve et øget opbud af politi i begge områder.

Politiet forventer, at den anholdte 21-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag den 12. august.