30. mar. 2024 - 13:09

Ældre mand stopper togtrafikken i København: Går rundt på skinnerne




Lørdag formiddag har en 89-åirg mand bevæget sig ud på skinnerne ved Nørreport Station. Derfor har togtrafikken været indstillet og efter en længere eftersøgning, har politiet nu fundet manden.

Et vidne og en togfører ser den ældre mand og får straks kontaktet politiet. Manden har bevæget sig ned ad skinnerne i tunnelen ved Nørreport Station og er konfus og lettere forvirret da politiet får kontakt til ham.

Det fortæller vagtchefen ved Københavns Politi, Dyre Sønnichsen, til Presse-fotos.dk

“Det tager lidt tid, før vi finder frem til ham og det viser sig, at han formentlig lider af noget indledende demens. Vi bliver nødt til at stoppe togtrafikken, men han er nu i god behold”, lyder det fra vagtchefen.

Politiet har netop fået kontakt til mandens datter, som er kommet ud til stedet og taget sig af sin far.

Togene er begyndt at køre til og fra Nørreport Station igen, fortæller vagtchefen.