23. mar. 2024 - 10:38

Advarsel til alle hundeejere: Den er vågnet

Arkivfoto


Når du som hundeejere skal ud at lufte dit firbenede ven i foråret, er der god grund til at være ekstra opmærksom, lyder rådet nu

Et hugorme bid kan få livsfarlige konsekvenser for en hund.

Og i løbet af foråret vågner slangen fra sin dvale her i Danmark – men da den stadig er sløv, kan det være svært for den at nå at flygte, når en hund nærmer sig.

Det kan i mange tilfælde resultere i farlige konsekvenser for hunden. Hvert år dør der faktisk flere hunde som følge af hugormebid.

Det oplyser Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.

“I de fleste tilfælde overlever hunden, men ofte kræver det langvarig dyrlægebehandling – og desværre er der hvert år hunde, der dør efter et hugormebid. Derfor opfordrer vi lige nu hundeejere til at være ekstra opmærksomme på, hvor deres hunde bevæger sig i naturen,” siger marketingchef Lotte Evers.

Det er blandt andet symptomer som hævelse i snuden, poter eller forben, der kan være typiske tegn på, at din hund er blevet bidt af en hugorm. Derudover kan hunden også blive sløv.

Hvis du opdager, at din hund er blevet bidt af en hugorm, er det en god ide at bære din hund hjem eller tilbage til bilen, så giften spreder sig langsommere i kroppen.

Hunden skal samtidig holdes i ro, og en dyrlæge skal kontaktes.