Søndag aften og eftermiddag bliver 6 personer anholdt og sigtet i en sag, hvor en mand er blevet frihedsberøvet og udsat for vold. Familien blev afpresset.
Klokken lidt over 23 lørdag aften kommer meldingen til Københavns Vestegns Politi.
Bevæbnede gerningsmænd havde frihedsberøvet en mand i tyverne.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse søndag aften.
Mændene er i følge sigtelsen kørt væk med ham i bil, har tæsket manden – og så har de afpresset mandens familie for penge.
Anmeldelsen leder til en massiv eftersøgning fra politiets side, hvor både PET og flere forskellige politikredse var involveret. Manden bliver fundet klokken 16 dagen efter på en adresse i Glumsø-området – heldigvis stadig i live, men han er alvorligt kvæstet.
De to første mistænkte blev anholdt i Næstved omkring klokken 13 søndag, to mere blev anholdt klokken 19 og yderligere to er altså nu sigtet i sagen.
De seks anholdte personer er i aldrene fra 29 til 60 år. De er sigtet for hver deres rolle, og det handler både om frihedsberøvelse, grov vold og forsøg på afpresning eller medvirken til det.
De bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, hvor Presse-fotos.dk følger med.
“Jeg kan ikke frigive deltaljer om sagen, men det var en stor lettelse, da vi efter et stort fælles politiarbejde og mange meget intense timer fik lokaliseret og befriet den frihedsberøvede mand,” siger leder af efterforskningen vicepolitiinspektør Rikke Thestrup ved Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.