07. aug. 2024 - 17:11

41-årig idømt fem års fængsel for indsmugling af 900 kilo hash

Arkivfoto


En 41-årig mand er onsdag blevet idømt fem års fængsel for indsmugling og besiddelse af omkring 900 kilo hash. Manden tilstod ved Retten i Aarhus at være central person i organiseret handel med hashen mellem 2020 og 2024.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

De store mængder hash blev smuglet ind fra Tyskland.

Ifølge anklageskriftet brugte manden – Christian Anders Sloth Healy – og hans medsammensvorne krypterede telefoner til at kommunikere med hinanden. Det bekræfter sagens anklager, Rikke Spøhr Schmit, i pressemeddelelsen.

– Efterforskningen i sagen har dokumenteret, at gerningsmændene har anvendt krypteret kommunikation til at planlægge indsmugling af store mængder hash til Danmark.

Handlen med hash har givet organisationen et støre udbytte, men jeg kan med tilfredshed konstatere, at retten nu ikke alene har udmålt en markant fængselsstraf, men også har konfiskeret en lang række værdier, som NSK har beslaglagt, siger hun i pressemeddelelsen.

I forbindelse med anholdelsen af den 41-årige bagmand konfiskerede politiet blandet andet over en kvart million kroner, designmøbler og et Rolex-ur.

Også en 35-årig mand tilstod tirsdag at have del i den organiserede handel og blev idømt to år og seks måneders fængsel for at have indsmuglet 207 kilo hash til Danmark.

De to mænd blev anholdt i forbindelse med en koordineret aktion i juni, hvor de to mænd blev anholdt sammen med to andre mænd. Anholdelserne skete i Aarhus og København, hvor flere adresser blev ransaget.

Ved aktionen fik NSK hjælp af Østjyllands Politi, flere specialstyrker og Skattestyrelsen og Toldstyrelsen.

De to andre mænd er fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Den 34-årige modtog dommen, mens den 41-årige har bedt om betænkningstid.