07. maj. 2024 - 17:01

40-årig tilstår og slipper med lavere straf i narkosag




En 40-årig mand er tirsdag blevet idømt ni års fængsel for at have besiddet lidt over 75 kilo amfetamin og to kilo kokain.

Dommen faldt tirsdag formiddag i Retten i Glostrup, hvor Vahab Rodbari tilstod at have deltaget i besiddelse af de mange kilo narko.

Det oplyser specialanklager Rasmus von Stamm fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Ifølge anklageren fik Vahab Rodbari en strafrabat, fordi han tilstod.

– Dommeren henviste til, at der er et lovforslag under behandling nu, hvor man fra lovgivers side vil tillægge det mere vægt, hvis man tilstår.

– Og han henviste til nogle afgørelser, hvor man havde brugt nogle af de bestemmelser, der allerede gælder. Med det i hånden mente han, at der kunne ske en reduktion på omkring en tredjedel, siger Rasmus von Stamm.

Specialanklageren gik efter en straf på 14-15 års fængsel, men den endte altså omkring fem år lavere.

– Mig bekendt er der ikke faste rammer for, hvor stor sådan en strafrabat så skal være.

– Men i det konkrete tilfælde må man sige, at han har fået fem års rabat, og det er i hvert fald i overkanten i forhold til, hvad man hidtil har set i lignende sager, siger Rasmus von Stamm.

Det var i foråret 2020, at den 40-årige mand var involveret i besiddelse af de mange kilo narko.

Vahab Rodbari er ikke dansk statsborger, og Rasmus von Stamm mente, at han skulle udvises. I dommen endte dog det med en advarsel om udvisning.

Ifølge anklageren har Vahab Rodbari ingen tilknytning til sit hjemland og en meget stærk tilknytning til Danmark.

Vahab Rodbari har modtaget dommen, men anklagemyndigheden har mulighed for at anke.