01. jun. 2024 - 13:28

36-årig kvinde er død efter knivstik




En 36-årig kvinde fra den grønlandske hovedstad, Nuuk, er afgået ved døden fredag aften efter knivstik.

Det skriver det grønlandske politi i en pressemeddelelse.

Fredag aften klokken 21.52 modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde var blevet stukket med en kniv på en privat adresse i Nuuk.

Kort efter ankom politiet på adressen og gav kvinden livreddende førstehjælp, før hun blev fragtet videre til hospitalet, hvor hun afgik ved døden.

Godt halvanden time efter anholdte Grønlands politi en 28-årig mand fra Nuuk i forbindelse med sagen.

Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Sermersooq Kredsret lørdag klokken 14.