En 31-årig mand har erkendt at have haft et oversavet jagtgevær i sin bil og opbevaret over 100 krysantemumbomber på sin bopæl.
Det oplyser anklagerfuldmægtig hos Fyns Politi Christoffer Petersen til Ritzau.
Retten i Odense idømte ham to år og ni måneders fængsel, fordi manden ud over at have opbevaret våbnet og ammunitionen havde affyret geværet i en skov.
– Retten lagde vægt på, at han havde opbevaret geværet på et offentligt tilgængeligt sted, og at han havde skudt med det, siger han.
Manden blev stoppet ved indkøbscenteret Tarup Center i Odense, hvor politiet fandt jagtgeværet og fem krysantemumbomber i mandens bil.
– Så blev han selvfølgelig anholdt, og man ransagede hans bopæl, hvor man fandt denne her meget store mængde krysantemumbomber og også nogle kanonslag.
– Og så fortalte han selv, at lige inden han blev standset, havde han været ude at prøveskyde det her gevær i en skov i Odense, siger Christoffer Petersen.
Sagen blev behandlet som en tilståelsessag.
– Han erkendte det hele og lagde sig fladt ned. Det var vores påstand, at han skulle have to år og ni måneder, så vi er selvfølgelig tilfredse med dommen, siger Christoffer Petersen.
Manden besad ikke våbnene og ammunitionen med henblik på at begå noget yderligere kriminelt, understreger anklageren.