En 25-årig mand er onsdag aften blevet dræbt med knivstik på en p-plads ved Grøfthøjparken i Viby J, som er en bydel i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi på den sociale platform X.
To mænd, der befandt sig på gerningsstedet, er blevet anholdt og skal afhøres i sagen. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse kort før klokken 23.00.
De leder desuden efter en tredje person i forbindelse med drabet.
– Vi er fortsat i gang med undersøgelser på gerningsstedet, vi har foretaget afhøringer og er i fuld gang med efterforskningen for at afdække, hvad der præcist skete og for at finde frem til gerningsmanden.
– Det er vores formodning, at den her episode er sket i det kriminelle miljø, og alt tyder på, at gerningsmanden er gået målrettet efter den 25-årige, men det er endnu for tidligt at sige noget om motivet, udtaler politiinspektør Anders Uhrskov.
Østjyllands Politi fik kort før klokken 19 onsdag aften en anmeldelse om knivstikkeriet.
Flere patruljer kørte hurtigt til stedet, hvor de fandt den 25-årige mand, der var hårdt såret. Kort efter politiets ankomst afgik manden ved døden, oplyses det i pressemeddelelsen.
Politiet oplyser, at man kan kontakte dem på telefon 114, såfremt man har oplysninger i sagen eller har relevante optagelser fra videoovervågning.