En 15-årig har forsøgt at dræbe en 27-årig mand i en moské, der ligger i Københavns nordvestkvarter.
Anklagemyndigheden mener, at en 27-årig mand blev forsøgt dræbt ved moskéen i Dortheavej.
Det var ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi tre drenge på dengang 15, 15 og 17 år, samt en mand på 61 år, som stod bag de brutale handlinger.
Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Det hele drejer sig om et aldeles voldsomt overfald, hvor der ifølge anklageskriftet altså både blev brugt spark, kniv og en spade.
Den 27-årige var efterfølgende i kritisk tilstand – han var i livsfare.
Overfaldet skete ved moskéen på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.
Ifølge anklagemyndigheden var det altså en 15-årig dreng, der tog styringen i forhold til at begå volden.
Han er tiltalt for drabsforsøg, mens de øvrige er tiltalt for vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, skriver Ritzau.
Det var lørdag den 2. marts i år meget tidligt om morgenen – cirka klokken 04.44 – at episoden udspillede sig.
Forsøgte at flygte
Den 27-årige forsøgte at flygte fra stedet ned ad en trappe, men han blev indhentet af en dreng, som holdt ham fast, indtil den 15-årige kom og stak og snittede ham ikke under 15 gange, står der i anklageskriftet ifølge Ritzau.
Blandt andet blev offeret ramt i nakke og i hovedet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Imens tog alle fire del i volden, hvor den 27-årige blev slået med en spade og fik den kastet efter sig, ligesom han blev slået med et haveredskab – et skuffejern.
Det førte til, at den 27-årige fik “adskillige” læsioner. Han brækkede højre skulderblad, to ribben og en halshvirvel, forklarer Ritzau via anklageskriftet.
Ifølge dette blev offeret ikke dræbt, fordi de to ældste af de tiltalte forhindrede den 15-årige i at stikke offeret igen.
Sagen nu
Tidligere har flere af de fire været sigtet for drabsforsøg, i stedet er det nu alene er den ene 15-årige, som anklagemyndigheden mener, der kan tiltales for at forsøge at dræbe den 27-årige.
Det fremgår ikke, hvordan de fire forholder sig til tiltalerne imod dem.
Ritzau forklarer, at sagen er rejst som en nævningesag, hvilket viser, at anklagemyndigheden går efter en straf på mindst seks års fængsel.
Da to af de tiltalte fortsat er børn, vil anklagemyndigheden have, at de skal have deres sager behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, såfremt de dømmes i straffesagen.
Nævnet træffer afgørelser i sager, hvor børn og unge i alderen 10-17 år er mistænkt eller dømt for kriminalitet. Det kan fastsætte foranstaltninger, eksempelvis at personen skal udføre frivilligt arbejde, deltage i konfliktmægling eller have en kontaktperson.