En 15-årig dreng er anholdt og sigtet i sag om drab på en 15-årig dreng på Åfløjen i Husum. Det skriver Københavns Politi på X.
Drengen bliver fredag formiddag stillet for en dommer ved Retten på Frederiksberg. Drengen er sigtet for medvirken til drab.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den 15-årige dreng blev dræbt ved busstoppestedet på Frederikssundsvej ud for Humlebjerg. Her ankom han med en bus, og da han stod af, blev han overfaldet og stukket i brystet med en kniv.
Den sårede dreng løb væk fra gerningsstedet og faldt om ved Åfløjen, som ligger i nærheden.
Ifølge politiet var det en 14-årig dreng, som førte kniven. Han kan ikke retsforfølges, da han er under den kriminelle lavalder.
Hans sag behandles af de sociale myndigheder, som også har mulighed for at iværksætte en række foranstaltninger.
– Noget tyder på, at de to har haft et vist kendskab til hinanden i forvejen og havde en uoverensstemmelse, lød det torsdag fra politiinspektør Tommy Laursen.
Efter drabet er en video blevet delt, som ifølge politiet er relateret til drabssagen.
Politiet har advaret mod at dele videoen, men har endnu ikke slået fast, hvorvidt indholdet af videoen er strafbart at dele.
Ifølge TV2 har skoleleder Peter Aksten fra Korsager Skole, hvor den 15-årige var elev talt med flere elever, som har set videoen.
Videoen er blevet set af elever bredt på skolen, og de siger, at den ikke er rar, forklarer Peter Aksten til TV2.
Videoen skulle imidlertid ikke vise selve knivstikkeriet.
Fredagens retsmøde på Frederiksberg begynder efter planen klokken 10. Her vil anklagemyndigheden fremlægge sigtelsen og politiets foreløbige efterforskningsmateriale, og så bliver det op til en dommer at afgøre, hvorvidt der er grundlag for at varetægtsfængsle den 15-årige.