Syv storkepar har i år fundet vej til Danmark og er flyttet ind i reder i henholdsvis Sønderjylland, på Djursland og Østsjælland.
Det er lidt færre end sidste år, hvor der var ti ynglende par, forklarer Jesper Leegaard, der er bestyrelsesmedlem i foreningen Storkene.dk.
– Der var nærmest regn hver dag i april, da storkene skulle etablere sig. Det var slet ikke storkevejr.
– Vi kommer ikke uden om, at syv ynglende par er lidt skuffende, siger han.
Det var først i slutningen af april, at der med Jesper Leegaards ord kom “hul på bylden”, og storkene vovede sig til Danmark.
De fleste af rederne ligger i Sønderjylland, hvor Saksborg nu også er kommet på landkortet over byer med storkerepræsentation.
I tre af rederne – Gundsølille på Østsjælland, Rens og Smedager i Sønderjylland – er der indtil videre konstateret unger.
I Smedager, hvor Storkene.dk og TV Syd har sat kameraer op, er hele fem storkeunger under opfedning.
Den våde start på foråret er blevet afløst af tørt og solrigt vejr, og det giver gode forhold for storkene.
Men storkefolket håber på, at mere omskifteligt vejr med både sol og regn snart indfinder sig.
– Det er meget tørt, og regnormene går dybere og dybere i jorden. Det er skidt for storkene, der er afhængige af ormene, mens ungerne er små.
– Så vi kunne godt snart tænke os en regnbyge, lyder det fra Jesper Leegaard.
Sidste år blev der sendt 16 flyveklare storke på vingerne fra reder i Danmark.
Det er endnu for tidligt at spå om, hvor mange unger det bliver til i år.
Men det store billede er, at storken er tilbage i det danske landskab, og den er kommet for at blive, lyder det fra Jesper Leegaard.
– Der er ingen tvivl om, at storkebestanden i Danmark på lang sigt vil stige. Men det er ikke sikkert, vi ser nye rekorder hvert år. Der vil komme nogle dyk, sådan som vi også ser det i år, siger han.