19. apr. 2023 - 11:39

Hollywood-stjerne skal spille seriemorder i dansk teaterstykke

FOTO: Pixabay 


I begyndelsen af næste år kan man få lov til at opleve den amerikanske Hollywood-stjerne John Malkovich i en rolle som seriemorder i en teaterforestilling i Aarhus.

Det skriver Musikhuset i en pressemeddelelse onsdag.

– Vi ser det som et kæmpe scoop, at en af de mest legendariske og karismatiske skuespillere kommer til Danmark, siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, i meddelelsen.

– Rollen som Jack Unterweger, der forfører kvinder og myrder af lyst, er som skræddersyet til Malkovich.

Han er hovedrolleindehaver i forestillingen “The Infernal Comedy”, som er baseret på den virkelige historie om seriemorderen Jack Unterweger.

Den fik premiere i USA i 2008 og har siden turneret store dele af verden. Den 13. januar næste år har den premiere i Aarhus.

– Jeg er overbevist om, at der venter publikum en ekstraordinær oplevelse i Musikhuset med en unik blanding af klassisk musik og teater, siger Jeppe Uggerhøj.

Musikhuset kalder forestillingen “The Infernal Comedy” for en hybrid mellem teatermonolog, opera og klassisk musik, som er blevet tilsat “grovkornet humor”.

John Unterweger beskrives som Østrigs svar på den britiske seriemorder “Jack the Ripper”, der spredte rædsel i London i slutningen af 1800-tallet.

– Han (Unterweger, red.) blev løsladt fra sin livstidsdom efter bare 15 år bag tremmer, skriver Musikhuset om forestillingen.

– Det skete efter pres fra en række højprofilerede intellektuelle, der hyldede de digte, skuespil og noveller, Unterweger skrev i sin celle.

Den 69-årige amerikaner er blandt andet kendt fra film som “Being John Malkovich”, “Con Air” og “Red”.

To gange er han blevet nomineret til en Oscar for en birolle i filmene “In The Line of Fire” (Lige på kornet) og “Places in the Heart” (En plads i mit hjerte).

LÆS OGSÅ: Filippa-sagen: Blodige høns ledte politiet på vildspor!