Sangeren ‘Lille-Palle’ med det borgerlige navn Palle Andersen er død. Han blev 81 år.
Det oplyser hans ven og kollega, Bjarne Lisby, til Ritzaus Bureau.
Palle Andersen havde i halvfjerdserne dansktop-hits med bl.a. ‘Smedens Vise’ og ‘Hængepilen’. I begyndelsen af firserne var han desuden med i et afsnit af Matador, hvor han spillede folkemusikant. Her spillede han på harmonika og sang visen ‘Molak-molak-mak-mak-mak’.
‘Lille-Palle’ var aktiv som musiker i flere årtier. Han tjente bl.a. en del penge på at spille til morgenvækning ved sølv- og guldbryllupper.
Han havde også roller i bl.a. Nykøbing F. Revyen.
I det sidste års tid var Lille-Palle plaget af sygdom. Han blev ramt af flere blodpropper. Han døde på et plejehjem i Gilleleje 22. december.
Der er jordpåkastelse 10. januar kl. 11 fra Gilleleje Kirke.