01. dec. 2022 - 11:25

Porno-stjerne får erstatning – men slet ikke som hun håbede på




Porno-stjernen Denice Klarskov havde krævet 100.000 kroner i erstatning, men hun måtte nøjes med 10.000 kroner.

Denice Klarskov havde stævnet Sjællandske Medier for æreskrænkelse og forlangt en række påstande dementeret.

Det havde den 36-årige pornoskuespiller gjort, fordi Sjællandske Medier havde skrevet, at to piger på dengang 14 og 16 år havde været med til fester, hvor de skulle have været tilbudt hash og amfetamin. Sjællandske Medier havde talt med deres mødre, der var bange for, at deres døtre skulle blive hvervet til porno-branchen.

Dommeren i Retten i Roskilde fandt overordnet, at det var relevant, at Sjællandske Medier havde omtalt sagen, da Denice Klarskov planlagde at åbne en natklub på Ramsherred i Næstved.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Med Danske Naturister til nøgenbowling

Men dommeren fandt det kritisabelt, at Sjællandske Medier havde citeret en af mødrene for følgende udsagn.

“Jeg er bange for, at min datter og hendes veninde skulle hverves til pornofilm, da de var til festen derude. Min datter havde også følelsen af, at det var formålet”.

Desuden fik Sjællandske Medier kritik for, at artiklerne var bygget op på frygt og gisninger fra mødrenes side.

Når erstatningen ikke blev højere end 10.000 kroner, hang det ifølge sn.dk sammen med, at Sjællandske Medier to gange havde kontaktet advokaten, der havde nægtet at tale med mediet.

Dermed var Denice Klarskov og advokaten i nogen grad selv skyld i, at de ikke kom til orde i artiklerne.

Journalisten slap af samme årsag for straf.