25. aug. 2023 - 11:21

300.000 bladtegninger: Dronningen åbner nyt museum




Dronning Margrethe åbner fredag et nyt museum i Aarhus for danske bladtegninger.

300.000 bladtegninger er blevet overdraget fra Det Kongelige Bibliotek til Museet for Dansk Bladtegning, der har til huse i Den Gamle By i Aarhus.

– Selv om verden i dag er mere digital end nogensinde før, så er bladtegninger stadig et vigtigt medie i nyhedsformidling og politisk debat, siger direktør for Den Gamle By Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

Bladtegningerne har hidtil været udstillet på Det Kongelige Bibliotek i København.

Den Gamle By huser i forvejen Dansk Plakatmuseum, og derfor er det ifølge Thomas Bloch Ravn nærliggende også at udstille bladtegninger.

– De to medier sammen skaber en parallel samling, der med letforståelig dagligkunst – på papir vel at mærke – sender budskaber og fortællinger ud om vores fælles historie, siger han.

Det er ikke alle 300.000 originale bladtegninger, der udstilles fra starten.

Det gør derimod 98 udvalgte tegninger, der illustrerer 175 års bladtegnerhistorie.

Den ældste tegning er fra 1846, den yngste fra 2023.

De kontroversielle Muhammed-tegninger fra 2005 er dog ikke en del af udstillingen.

De satiriske tegninger blev bestilt af Jyllands-Posten hos 12 forskellige tegnere.

En af dem viste profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Tegningerne sendte Danmark ud i en af de hidtil alvorligste udenrigspolitiske kriser med afbrænding af dannebrogsflag, demonstrationer og trusler mod tegnerne.

Thomas Bloch Ravn har tidligere til Århus Stiftstidende forklaret, at Muhammed-tegningerne forbliver hos Det Kongelige Bibliotek.

Det skyldes ifølge direktøren, at man her har “de bedste bevaringsforhold og den største sikkerhed”.

Det nye museum finansieres af en bevilling på Finansloven på 600.000 kroner om året.

Dronning Margrethe klipper snoren og åbner det nye museum fredag middag, hvorefter hun skal på en rundvisning i Den Gamle By.

Dronningen har siden 2002 været protektor for Den Gamle By.