16. apr. 2024 - 10:40

Tag kollapset på Børsen: Beredskabet med seneste nyt




Cirka halvdelen af Børsen står tirsdag formiddag i brand.

Det siger beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen fra Hovedstadens Beredskab.

Dele af taget på Børsen er kollapset, og branden er endnu ikke under kontrol.

– Branden har været oppe under taget. Det er et kobbertag, og det er simpelthen ikke til at komme ind under det tag, så branden får masser af tid til at bygge intensitet, og det er så det, der har spredt sig ned igennem bygningen.

– I takt med at konstruktionerne brænder over, så kollapser dele af bygningen, siger Jakob Vedsted Andersen.

Han fortæller, at der tirsdag formiddag er cirka 120 brandfolk til stede omkring Børsen plus cirka 60 personer fra Forsvaret, herunder Den Kongelige Livgarde, som hjælper med at redde genstande ud af bygningen.

– Vi forsøger sammen med rigtig mange gode kræfter at redde så mange værdier ud af bygningen som muligt, siger Jakob Vedsted Andersen.

Det er den halvdel af Børsen, der ligger hen imod Christiansborg, som står i flammer.

Børsen har i noget tid været pakket ind i et stillads på grund af en renovering, og det besværliggør slukningsarbejdet, har Jakob Vedsted Andersen tidligere tirsdag fortalt.

Brandvæsnet fik den første anmeldelse om branden i Børsen klokken 07.36 tirsdag morgen.

Jakob Vedsted Andersen forventer, at det vil tage det meste af tirsdag at få branden under kontrol.