12. apr. 2024 - 21:09

Flere kvæstede i alvorlig busulykke




Politiets hypotese er, at buschauffør fik et ildebefindende inden ulykke i Nordsjælland

En bus er fredag aften væltet i Stenløse i Nordsjælland, og tre til fire personer er kommet til skade.

Det oplyser vagtchef Henrik Thelin fra Nordsjællands Politi.

– Vores hypotese er, at buschaufføren har fået et ildebefindende under kørslen, siger vagtchefen.

Der er ambulancepersonale på stedet, hvor der bliver ydet livreddende førstehjælp, fortæller han videre.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er uvist, om det er buschaufføren eller eventuelt en eller flere af bussens passagerer, der får livreddende førstehjælp.

Der er endnu ikke oplysninger om de kvæstedes alder og køn.

Vagtchefen er klokken 20.30 ved at danne sig et overblik over situationen.

Bussen væltede i krydset Frederikssundsvej/Krogholmvej. Der var ikke andre køretøjer involveret i ulykken.

Anmeldelsen blev modtaget klokken 19.58.

Stenløse ligger cirka 20 kilometer nordvest for København.