28. feb. 2024 - 9:50

Breaking: Pusher Street ryddes nu




Som et led i kampen mod den organiserede hashhandel i Pusher Street foretager politiet nu en rydning af den berygtede gade. Denne gang er det anerledes end tidligere tilfælde

I denne uge vil Københavns Politi foretage flere midlertidige nedlukninger af hashhandelen i Pusher Street på Christiania.

Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.

Første rydning af stedet er sket onsdag klokken 9, mens anden rydning vil ske torsdag klokken 9.

‘Lukningerne er et skridt i den retning, der er sat med helhedsplanen, og som på sigt skal føre til en permanent lukning af hashhandlen i Pusher Street,’ oplyser Københavns Politi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Københavns Politi arbejder onsdag fra klokken 09.00 på Pusher Street

I forhold til tidligere rydninger af hashhandlen i gaden forbliver betjente fra Københavns Politi denne gang på stedet.

Politiet oplyser, at man derfor både onsdag og torsdag vil være i Pusher Street indtil midnat.

Ved tidligere rydninger har kriminelle fra bandegrupperingerne ofte optaget salget af hash kort efter, at politiet har forladt gaden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet kører boderne væk på ladet af en lastbil

Københavns Politi gør opmærksom på, at der siden nytår har været en særlig strafzone omkring Christiania.

Den giver blandt andet mulighed for at give hårdere straffe til både købere og sælgere af ulovlige stoffer.

Den skærpede strafzone på Christiania træder i kraft onsdag den 10. januar 2024 kl. 12 og er foreløbigt gældende i seks måneder frem til den 10. juli 2024 kl. 12. Zonen dækker hele Christiania og dele af det omkringliggende område.

”Vi ser den skærpede strafzone som et effektivt værktøj i indsatsen mod den åbenlyse og systematiske hashhandel i blandt andet Pusher Street. Vi kommer til at gå efter både sælgere og købere, og de kan se frem til markant hårdere straffe, hvis de bliver taget med ulovlige stoffer. Med den skærpede strafzone tager vi endnu et skridt mod en varig lukning af hashhandlen på Christiania,” siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

Du kan se billeder fra onsdagens rydning af Pusher Street under her: