Tirsdag lykkedes det en ung isbjørnehun i København Zoo at få fat i en strømledning gemt bag en låge i isbjørnenes udeområde.
Det overlevede den fireårige isbjørn ikke.
– Det, der ulykkeligvis er sket, er, at en af vores unge isbjørne er lykkedes med at bryde en stållåge i udeanlægget op. Der har den fået fat i kablet og bidt i det, siger Mads Frost Bertelsen, som er zoologisk direktør i København Zoo.
Ifølge Mads Bertelsen tyder alt på, at isbjørnen døde med det samme.
– Den lå fredfyldt med kablet i munden. Der er ikke noget, som tyder på, at den har kæmpet, gravet i jorden eller noget andet, siger han.
Personalet i København Zoo vil nu forsøge at forhindre, at en lignende situation kan ske igen.
– Vi har allerede fået overblik over, at der er tre af de her låger. De skal sikres yderligere, for der er ingen, som havde forestillet sig, at det her kunne ske. Det er heller ikke sket de første ti år, siger Mads Frost Bertelsen om isbjørneanlægget.
Ifølge Mads Bertelsen har isbjørnene aldrig tidligere vist interesse for lågen. Den er gemt bag en klippevæg og en stållem, som er aflåst, oplyser han.
– På en eller anden måde har bjørnen fået kilet kløerne ind og flået den her lem op. Da den så har fået lemmen op, er den lige præcis stor nok til at kunne få hovedet ind og få fat i kablet inde bagved, siger Mads Bertelsen
– Det er utrolig tragisk, det kan ske.
Tirsdag morgen var der fire isbjørne i den zoologiske have. Nu er der tre tilbage.
Den omkomne isbjørn er opdrættet i København Zoo. Planen var, at den skulle flyttes til en anden zoologisk havde næste år.
Under normale omstændigheder skulle den omkomne isbjørn allerede sidste år være sendt videre.
– Normalt ville isbjørnen være flyttet hjemmefra, når den er tre år gammel. Men i de her år går det godt for avlsprogrammet, så man har bedt haverne om at holde de unge bjørne lidt længere, siger Mads Bertelsen.
Planen er, at den tilbageværende unge flytter hjemmefra næste år. Dernæst venter et besøg fra en han. Og det håber Mads Bertelsen fører til flere unger i 2025.