Advokat og folketingsmedlem for Moderaterne Tobias Grotkjær Elmstrøm skal alligevel ikke betale 325.000 kroner for uretmæssig fyring af en medarbejder på sit advokatkontor.
Det har Retten i Aarhus tirsdag afgjort.
Ligebehandlingsnævnet fandt ellers, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven og tilkendte den fyrede advokat godtgørelsen svarende til seks måneders løn.
Nævnet fandt, at afskedigelsen skete uretmæssigt og var begrundet i, at advokaten havde meddelt, at han skulle i fertilitetsbehandling.
Det ville kræve en operation, og at advokaten skulle være væk fra kontoret i en periode.
Umiddelbart efter afskedigelsen blev medarbejderen bortvist fra advokatkontoret.
Selve bortvisningen var ifølge rettens vurdering i strid med reglerne. Det skal koste advokatfirmaet 75.000 kroner, har retten afgjort.
Tobias Grotkjær Elmstrøm siger i en kommentar efter domsafsigelsen:
– Jeg er glad for, at retten nu endelig har konkluderet, at afskedigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven.
– Med andre ord har oplysningerne om fertilitetsbehandling ikke haft betydning for beslutningen om at afskedige den pågældende medarbejder, skriver han i en sms.
Tobias Grotkjær Elmstrøm skriver også, at beslutningen om bortvisning blev truffet efter rådgivning fra et eksternt advokathus.
– Vi har lænet os op ad deres faglige råd, og vi vil nu overveje det videre forløb, siger han.
Den afskedigede medarbejder, advokat Thomas Mikkelsen, hæfter sig ved godtgørelsen for uberettiget bortvisning.
– Jeg er glad for, at retten er enig med Ligebehandlingsnævnet i, at der er sket en alvorlig overtrædelse af ligebehandlingsloven, for så vidt angår bortvisningen, siger han til Ritzau.
Tobias Grotkjær Elmstrøm blev i efteråret valgt til Folketinget med 4085 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.
Han er retsordfører for Moderaterne.
Den 40-årige advokat er tidligere idømt tre bøder i Advokatnævnet for tilsidesættelse af god advokatskik.