Ukraines militær har identificeret en krigsfange, som russiske soldater angiveligt henretter i en video, der florerer på sociale medier.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Soldaten, identificeret som Tymofij Sjadura, har været savnet siden 3. februar efter kampe omkring Bakhmut i det østlige Ukraine.
Ukrainske styrker har endnu ikke bjærget soldatens lig fra området, som russiske styrker ifølge Reuters besætter.
Til BBC siger soldatens søster, hvis navn mediet ikke bringer, at hun også mener, det er ham.
– Min bror ville helt sikkert være i stand til at stå op mod russere på den måde, siger hun.
På videoen kan Tymofij Sjadura høres råbe “Slava Ukraini”, – groft oversat til “længe leve Ukraine” – før han bliver skudt af ukendte gerningsmænd.
– Han var aldrig bange for at sige sandheden – selv over for fjenden, siger soldatens søster.
Den 12 sekunder lange video, der blandt andet florerer på det sociale medie Twitter, viser den ubevæbnede soldat i uniform med et ukrainsk gradstegn.
Videoen viser ham stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han angiveligt bliver ramt af skud og falder til jorden.
En stemme kan efterfølgende høres sige “dø, kælling” på russisk.
Videoens autenticitet er ikke blevet bekræftet, men den bliver mødt med fordømmelse af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
– Vi skal i fællesskab svare på hans udråb: længe leve helten, længe leve heltene. Længe leve Ukraine. Vi vil finde drabsmændene, siger han.
Ukraine påbegyndte mandag en efterforskning af sagen, der ifølge statsanklager Andrij Kostin er et tegn på Ruslands systematiske tilsidesættelse af folkeretten.
– Selv krigen har sine egne love. Ruslands kriminelle regime ignorerer systematisk folkeretten. Men før eller siden vil straffen falde, siger han.
Ruslands forsvarsministerium har ikke kommenteret hændelsen.