Togtrafikken flere steder i landet påvirkes tirsdag af det vinterlige vejr – og ved Aalborg også af fejl på sporskifter.
Tirsdag morgen oplyser DSB, at man aflyser togene på strækningen mellem Aalborg og Aalborg Lufthavn resten af døgnet. Det skyldes, at Banedanmark har fejl på flere sporskifter på strækningen.
– Du kan i stedet benytte de bybusser, som kører på strækningen, skriver DSB på sin hjemmeside.
I forvejen havde DSB på grund af snestormen i det nordlige Jylland aflyst InterCityLyn-togene mellem Aarhus H og Aalborg Lufthavn frem til klokken 12 tirsdag. Her kan man i stedet tage de øvrige tog på strækningen.
I hovedstadsområdet kan togtrafikken også blive ramt af tirsdagens vejr. Her har DSB således udsendt et varsel om, at togene kan blive påvirket af den kraftige vind fra klokken 12.
– S-banens trafik kan blive påvirket af den kraftige vind. Vi følger situationen tæt og opdaterer løbende, skriver DSB og opfordrer togpassagerer til at tjekke Rejseplanen og tage et tidligere tog.