05. mar. 2023 - 23:25

Estlands centrum-højre regering står til sikker valgsejr




Estlands valgkommission meddeler søndag aften, at premierminister Kaja Kallas’ centrum-højre parti Reformpartiet fører i stemmeoptællingerne efter søndagens parlamentsvalg.

Partiet har omkring 32,0 procent af stemmerne, efter at 92 procent af stemmerne er optalt. Det skriver Reuters.

Kallas synes dermed at have sikret sig en førsteplads, som betyder, at den baltiske stat vil forblive en af de stærkeste støtter af Ukraines regering.

Det foreløbige resultat viser, at det stærkt højreorienterede EKRE parti ligger på andenpladsen med 15,7 procent. EKRE er imod, at Estland skal sende flere våben til Ukraine.

Partiets forholdsvis store opbakning afspejler ifølge iagttagere tiltagende bekymring over høje energipriser og stigende leveomkostninger blandt vælgerne.

Hvis resultaterne holder, vil den 45-årige Kallas kunne fortsætte en liberal og proeuropæisk politik.

Estland, som har 1,3 millioner indbyggere, er nabo til Rusland, og regeringen har erklæret, at den fortsat vil tage imod flygtninge fra Ukraine.

Et endeligt valgresultat ventes at foreligge omkring klokken 23.00.

Selv bruger Estland over én procent af landets bnp på militær hjælp til Ukraine. Det er det største bidrag fra noget land i verden målt i forhold til størrelsen på landets økonomi.

EKRE’s partileder, Martin Helme, mener, at Estland ikke skal “forværre spændingerne yderligere” i forhold til nabolandet Rusland.

Højrefløjspartiet gik til valg på at stoppe med at sende militær hjælp til Ukraine og sige stop for modtagelse af ukrainske flygtninge.

Kallas har derimod talt for skrappere EU-sanktioner mod Rusland og en styrkelse af Natos østlige flanke for at modgå truslen fra det store naboland.

Ingen af de ni opstillede partier ser ud til at kunne sikre sig et absolut flertal.

Hvordan den næste regeringskoalition ser ud afhænger af, hvordan partierne på yderfløjene, det nationalistiske EKRE og det venstreorienterede Centerparti, klarer sig ved valget.

Men EKRE spås ikke de store chancer for at komme med i en regering.

Omkring 965.000 af Estlands 1,3 millioner indbyggere kan være med til at vælge de 101 medlemmer af landets parlament.

En fjerdedel af vælgerne tilhører det russisktalende mindretal.

Reuters