05. mar. 2023 - 10:46

Danske læger: Fitnessure skaber kø hos lægen




Fitnessure er gode, hvis man vil i form, men de bidrager til overdiagnostik, mener danske læger

Der er ingen grund til panik, hvis dit fitnessur eller smartwatch viser for høje eller lave tal. Faktisk skal du ikke gå til lægen på baggrund af data fra selvmåling.

Det siger Bolette Friderichsen, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), til Jyllands-Posten.

– Der er et segment, der går og monitorerer sig selv, og som bliver forfærdeligt bekymrede og kontakter deres læge, når de ikke forstår tallene i deres fitnessure.

– Dels optager det pladser fra folk, der rent faktisk er syge, og dels risikerer vi, at det bidrager til overdiagnostik, siger hun til avisen.

LÆS OGSÅ: TO PERSONER INDLAGT EFTER KÆMPE BRAG I BOLIGKVARTER

En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser ifølge avisen, at 14 procent af danskerne har udvekslet sundhedsdata med deres læge inden for de seneste seks måneder.

Det er steget siden 2018, hvor tallet var tre procent.

Udviklingen er positiv, fordi det viser, at flere danskere tager ansvar for deres sundhed, siger Mette Aadahl, der er professor på Københavns Universitet samt seniorforsker på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Frederiksberg og Bispebjerg Hospital.

– Som regel kan man godt selv mærke, hvis man er syg, men “ingen af os går rundt og tager vores temperatur hele tiden”, siger hun.