Et fransk højhastighedstog er tirsdag morgen kollideret med en militærlastbil på strækningen mellem Dunkerque og Paris.
Det oplyser nyhedsbureauet TT.
Ifølge det franske medie TF1 er TGV-toget blevet afsporet efter sammenstødet. TF1 oplyser, at toget transporterede omkring 250 personer.
En kilde fra politiet oplyser til TF1, at det fremgår af en foreløbig rapport fra stedet, at lokomotivføreren er omkommet i ulykken, og at mindst 27 personer er blevet såret. Føreren af militærlastbilen er blevet alvorligt kvæstet.
Det vides ikke, hvor hurtigt højhastighedstoget kørte, da kollisionen skete, men togene kører normalt med en hastighed på omkring 320 kilometer i timen på kommercielle ruter i Frankrig.
Frankrigs nationale jernbaneselskab, SNCF, oplyser ifølge TF1, at busser er indsat for at evakuere passagerer, og al jernbanetrafik er blevet afbrudt i begge retninger på linjen mellem Béthune og Arras.