Når lærere forlader et job i folkeskolen, søger de mod job med lavere løn, men hvor de har lavere risiko for at blive sygemeldt.
Det viser et forskningsprojekt fra Rockwool Fonden.
Her er konklusionen, at lærere, som skifter fra et folkeskolejob, skifter til et job, hvor de i gennemsnit får 2000 kroner mindre i løn om måneden.
Samtidig er lærernes risiko for at ende på sygedagpenge 12 procentpoint lavere.
– Vores analyse tyder på, at lærerne, der forlader deres fag i det offentlige, er villige til at gå ned i løn i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre, siger Jacob Nielsen Arendt, som er forskningsprofessor ved Rockwool Fonden, i en pressemeddelelse.
Derfor mener han, at det er vigtigt at kigge på arbejdsvilkår og ikke kun løn, hvis man vil fastholde eller rekruttere flere lærere til folkeskolen.