29. mar. 2026 - 16:46

Thomas Franks afløser i Tottenham er færdig efter seks uger




Igor Tudor er færdig som cheftræner i Tottenham med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser fodboldklubben på det sociale medie X.

– Vi kan bekræfte, at det er blevet gensidigt aftalt, at cheftræner Igor Tudor forlader klubben med øjeblikkelig virkning, lyder det i opslaget.

Den 47-årige kroatiske træner overtog jobbet i London-klubben fra danske Thomas Frank i midten af februar. Efter halvanden måned i jobbet, hvor han nåede at stå i spidsen i syv kampe, er han færdig.

Tottenham laver en større udskiftning i trænerstaben og siger også farvel til målmandstræner Tomislav Rogić og fysisk træner Riccardo Ragnacci.

– Vi takker Igor, Tomislav og Riccardo for deres indsats i de seneste seks uger, hvor de har arbejdet utrætteligt. Vi anerkender også det tab, som Igor for nylig har lidt, og sender vores støtte til ham og hans familie i denne svære tid.

– En opdatering om en ny cheftræner vil blive givet på et senere tidspunkt, skriver klubben.