I Fredsø på Mors var otte heste mandag sluppet løs, hvoraf fem af dem blev ramt af en bil på en vej – to heste døde af deres kvæstelser.
Den store hesteflok blev mandag morgen klokken 07:24 ramt af en personbil på Kjærsvej ved Fredsø nær Nykøbing.
Bag rettet sad en 61-årig kvinde, der er ansat ved Morsø Kommune. Hun forklarede til politiet, at hestene kom ud af det blå og at hun ikke kunne nå at undvige dem.
Det skriver TV Midtvest på deres hjemmeside.
“Hun blev tilset af en ambulance på stedet. Hun skulle ikke være kommet til skade, men var selvfølgelig rystet efter påkørslen,” siger vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi ifølge TV Midtvest.
Ifølge mediet var en af hestene så kvæstet, at den blev aflivet af en dyrlæge på stedet. Den anden omkomne hest løb væk fra påkørselsstedet, men blev senere fundet død i nærheden.
En tredje hest blev kørt til et dyrehospital på Fyn, mens de to andre påkørte heste blev tilset af dyrelæger i ejerens stald.
OBS! Billederne i artiklen stammer ikke fra den beskrevne episode.