Det israelske militær er natten til mandag begyndt at bombe den shiamuslimske Hizbollah-milits på tværs af Libanon.
Det oplyser militæret ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hizbollah-militsen henter en stor del af sin støtte fra Iran, som også spillede en rolle i grundlæggelsen af gruppen.
Der er samtidig meldinger om eksplosioner i Libanons hovedstad, Beirut. Der er hørt eksplosioner i de sydlige forstæder, hvilket er en højborg for Hizbollah, skriver nyhedsbureauet.
Udmeldingen fra det israelske militær kommer, efter at der kort forinden er blevet affyret raketter mod Israel fra Libanon.
Hizbollah har taget ansvaret for angrebet og sagt, at militsen har affyret missiler og droner mod nabolandet Israel som gengældelse for drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Khamenei blev i weekenden dræbt i et storstilet angreb, som USA indledte mod Iran i samarbejde med Israel.