09. feb. 2023 - 14:49

18-årig kvinde mister livet i frontalsammenstød




En 18-årig kvinde fra Skovlunde er afgået ved døden i forbindelse med en trafikulykke på Hillerødvej i Nordsjælland, oplyser Nordsjællands Politi.

Ulykken er sket i den sydlige del af Gribskov Kommune på den strækning, som også kendes som “Forlængelsen”. Strækningen er kendetegnet ved, at der skiftevis er to og et spor i hver retning.

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen torsdag klokken 12.00.

Ulykken skete i form af et frontalsammenstød mellem to biler. I den anden bil befandt sig en 23-årig mand fra Roskilde.

Han er efter ulykken blevet bragt til Rigshospitalets Traumecenter med helikopter. Hans pårørende er ifølge politiet blev underrettet, og hans tilstand beskrives af politiet som værende stabil.

I forbindelse med politiets og redningsberedskabets arbejde på stedet var strækningen spærret for trafik i begge retninger.