18. dec. 2025 - 17:06

USA sanktionerer yderligere to dommere fra international straffedomstol




USA sanktionerer torsdag yderligere to dommere fra Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i et opslag på X.

Dommerne er ifølge Rubio direkte involveret i “politiserede og illegitime handlinger mod Israel”.

Det er dommerne Gocha Lordkipanidze fra Georgien og Erdenebalsuren Damdin fra Mongoliet, som de nye sanktioner gælder mod, oplyser Rubio desuden i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Disse personer har direkte deltaget i ICC’s forsøg på at efterforske, anholde, tilbageholde eller retsforfølge israelske statsborgere uden Israels samtykke, siger Rubio i udtalelsen.