Dansk Folkeparti kommer kun til at pege på en kongelig undersøger, der vil garantere at holde Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) ude af regeringen ved det kommende folketingsvalg.
Det siger partiformand Morten Messerschmidt (DF) i et interview med Berlingske.
– Vores melding er, at vi kun kommer til at pege på en kongelig undersøger, som på forhånd udelukker at danne regering med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, lyder det fra ham.
Dansk Folkeparti har ellers entydigt peget på Venstres Troels Lund Poulsen som blå bloks statsministerkandidat.
Men hvis ikke Troels Lund Poulsen kan stille garantien på forhånd, så kommer Messerschmidt til at pege på sig selv, Danmarksdemokraternes Inger Støjberg eller Liberal Alliances Alex Vanopslagh som kongelig undersøger.
Venstre-formanden har i øvrigt ikke selv meldt sig som statsministerkandidat. Det har kun statsminister Mette Frederiksen (S) indtil videre og formand for Borgernes Parti Lars Boje Mathiesen.