15. dec. 2025 - 10:46

Topchef i Aarhus Havn stopper med øjeblikkelig virkning




Topchefen i Aarhus Havn, Thomas Haber Borch, stopper på posten med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Aarhus Havn i en pressemeddelelse.

Her lyder det fra formand Susanne Juhl, at bestyrelsen har besluttet, at der er brug for en “anden profil” i havnens videre udvikling. Hun siger samtidig tak til den afgående topchef for hans arbejde.

– Bestyrelsen anerkender den store indsats, som Thomas Haber Borch har ydet for Aarhus Havn gennem hårde år med corona-lockdown, forsyningskrise i verdenshandlen og et svært forløb om den foreslåede udvidelse af Yderhavnen, siger hun i meddelelsen.

– Vi har dog i bestyrelsen valgt, at der er behov for en anden profil til at stå i spidsen for Aarhus Havns videre udvikling i fremtiden, siger Susanne Juhl videre.

Thomas Haber Borch har stået i spidsen for Aarhus Havn som topchef siden juli 2020. Dermed har han besiddet posten i fem et halvt år.

Indtil der er ansat en ny topchef, vil bestyrelsen sætte en midlertidig topchef ind, lyder det. Den midlertidige topchef ventes offentliggjort “inden for få dage”.

I løbet af første halvdel af 2026 forventer bestyrelsen at have fundet en ny topchef.

Thomas Haber Borch siger selv, at han har været glad for sine år i direktørstolen.

– Jeg ser frem til nye muligheder og tager mange gode erfaringer med mig videre, siger han i pressemeddelelsen.