14. dec. 2025 - 23:06

Amerikansk udsending melder om fremskridt i Ukraine-forhandlinger




USA’s særlige udsending Steve Witkoff siger, at der søndag er blevet gjort store fremskridt i den tyske hovedstad, Berlin, hvor amerikanske og ukrainske embedsmænd har deltaget i forhandlinger om en fredsaftale.

Det sker i et opslag fra Witkoff på det sociale medie X søndag aften.

Med om bordet sad blandt andre Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, Witkoff og Jared Kushner, som er den amerikanske præsident Donald Trumps svigersøn.

Mødet varede i over fem timer, oplyser Witkoff.

– Repræsentanter havde dybdegående drøftelser om fredsplanen på 20 punkter, om økonomiske dagsordener og mere, lyder det i opslaget.

Et amerikansk udkast til en fredsplan blev sendt til Ukraine og Rusland i slutningen af november. Det indeholdt dog flere punkter, som Ukraine ikke kunne acceptere.

– Der blev gjort store fremskridt, og de mødes igen i morgen tidlig, lyder det fra den amerikanske embedsmand.

Tidligere søndag sagde Dmytro Lytvyn, som er rådgiver for Zelenskyj, at den ukrainske præsident først vil kommentere forhandlingerne, når mandagens møde er slut.