Regeringens midlertidige huslejetilskud på 15 millioner kroner, som skal afbøde risikoen for hjemløshed, forslår som en skrædder i helvede.
Det er essensen af de høringssvar, som en lang række organisationer har afgivet til det lovforslag, som social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har fremsat.
Organisationerne anerkender, at regeringen gør noget, efter at regeringen måtte erkende, at dens egen kontanthjælpsreform risikerede at sende folk ud i hjemløshed.
Men beløbet er for lille, og hjælpen er for kortsigtet, da den kun gælder næste år, lyder det samstemmende.
– De 15 millioner kroner, der er afsat i 2026, står ikke mål med det reelle behov for økonomisk hjælp, skriver næstformand Nanna Højlund i høringssvaret fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
FH suppleres af organisationer som BL – Danske Almene Boliger, Blå Kors Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Folkehjælp, Danske Handicaporganisationer, Gadejuristen og Hjem til Alle alliancen.
– Den lave puljestørrelse betyder, at kommunerne kun kan hjælpe et meget begrænset antal borgere.
– Flere borgere på de laveste ydelser risikerer udsættelse (fra deres hjem, red.), fordi huslejeniveauerne i store dele af landet overstiger, hvad deres økonomi kan bære, skriver Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors Danmark, i et høringssvar.
Regeringens kontanthjælpsreform trådte i kraft 1. juli, og den affødte voldsom kritik.
I oktober sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til DR, at der var brug for at lave et midlertidigt huslejetilskud. Statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede sig senere enig.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) havde forinden afvist over for Ritzau, at reformen “samlet set” giver flere hjemløse.