Butikskæden Aldi, der lige nu er ved at afvikle sine butikker i Danmark, har solgt en stor del af butikkerne til andre supermarkedskæder.
Allerede i december meldte Rema 1000 ud, at de overtager 114 af Aldis 188 butikker.
Nu er flere af butikkerne blevet afsat til supermarkeder, der ser en god mulighed for at udvide deres forretning.
11 butikker overtages af Salling Group, Lidl overtager fire butikker, mens Coop overtager en.
Det fremgår af pressemeddelelser fra supermarkederne.
– Vi ser frem til at nå ud til endnu flere kunder og fortsætte den vækst, vi har set i de forgangne år. Det gælder ikke mindst i bydele i eksempelvis Aarhus og Esbjerg, hvor vi ikke er i dag, men nu rykker ind med markedets stærkeste discounttilbud, siger direktør i Netto Braw Bakir.
Når den sidste Aldi lukker, forlader den tyskejede kæde helt Danmark.
Der bliver lige nu afholdt ophørsudsalg i Aldis butikker, der løbende lukker.
Supermarkederne overtager ikke kun butikslokalerne. Der følger også 134 medarbejdere med til de nye ejere.
Aldi skriver i en pressemeddelelse, at de har sikret job til godt 1750 af Aldi Danmarks cirka 2800 medarbejdet.
– Jeg er stolt over vores medarbejdere, der yder en helt fantastisk indsats. De holder fortsat fokus på at give kunderne en god oplevelse, selv om vi allerede har lukket en række butikker og fortsat befinder os i en ganske usædvanlig situation med udsigten til, at Aldi forlader det danske marked.
– Vi glæder os i den forbindelse over, at vi med afslutningen af salgsprocessen har sikret fortsat beskæftigelse for godt 1750 dygtige kolleger, siger Finn Tang, administrerende direktør i Aldi Danmark.
Det kræver konkurrencemyndighedernes godkendelse, inden de andre supermarkeder formelt kan overtage Aldis butikker.