I begyndelsen af februar blev der skrevet historie i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA i Give, da en meget speciel fødsel fandt sted.
Der er nemlig for første gang nogensinde blevet født brillebjørnetvillinger i Danmark.
Den første brillebjørne-tvilling blev født d. 1 februar 2023. Dagen efter blev den anden tvilling så født.
Det skriver GIVSKUD ZOO- ZOOTOPIA på deres hjemmeside.
– Vores hunbjørn, Nazca, har været meget stor over vinteren. Også en del større end da hun fik en enkelt unge for to år siden. Så vi havde ventet, at der ville komme mere end en unge denne gang, og derfor undrede vi os lidt, da der så kun kom en enkelt i første omgang. Men den anden unge tog sig åbenbart lidt ekstra god tid. Og nu har vi altså to små brillebjørneunger, smiler direktør i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Richard Østerballe og tilføjer:
– Der er stadig meget vi ikke ved om brillebjørne, men fordi vi har video-døgnovervågning af bjørnemor i reden, bliver vi hele tiden klogere på deres adfærd. Og måske er det helt normalt, at brillebjørne føder deres unger med et døgns mellemrum. I betragtning af hvor meget ungerne skriger og hyler, når de ikke lige sover, kan man godt forstå at bjørnemor gerne lige vil have dem en ad gangen.
Der er nu hele syv brillebjørne i GIZSKUD ZOO – ZOOTOPIA. De nyfødte tvillinger, Uno på to år, forældrene Nazca og Raymi, samt et voksent brødepar, som også er tvillinger, Sonco og Tupa.