En omfattende retssag er mandag gået i gang mod en saudiarabisk mand, der er tiltalt for et angreb mod et julemarked i den tyske by Magdeburg i 2024.
Det viser billeder fra sagen.
Manden, der i tyske medier identificeres som “Taleb A.”, er tiltalt for seks drab og 338 drabsforsøg i sagen.
Han blev ifølge AFP anholdt ved siden af det medtagne køretøj, som blev brugt til angrebet.
Der er tale om en af de største retssager i tysk efterkrigshistorie.
Sagen føres i en midlertidig bygning, som har kostet flere millioner euro. Det skyldes det store antal vidner og de over 150 medsagsøgere, skriver Tagesschau.
Ifølge anklagerne var den saudiarabiske mand, der var 50 år på tidspunktet for angrebet, motiveret af “utilfredshed og frustration”.
De siger, at han havde et mål om at “dræbe så mange som muligt” i angrebet, der fandt sted den 20. december 2024.
Her kørte en lejet BMW ind i en menneskemængde, og en niårig dreng samt fem kvinder mellem 45 og 75 år blev dræbt.