06. nov. 2025 - 7:56

DFDS skærer 400 stillinger og topchef fratræder




DFDS sænker sine forventninger til driftsindtjeningen i 2025 og igangsætter et spareprogram, hvor der skal skæres omkring 400 stillinger.

Det skriver selskabet i en selskabsmeddelelse i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal.

Samtidig igangsættes arbejdet med at finde en efterfølger til topchef Torben Carlsen, som fratræder.

Torben Carlsen bliver på posten, indtil der er fundet en efterfølger.

I tredje kvartal er omsætningen i DFDS vokset med fire procent til 8,3 milliarder kroner.

Men driftsindtjeningen er ikke fulgt med og er i stedet faldet 32 procent til 536 millioner kroner.

Selskabet forventer nu at tjene mellem 600 og 750 millioner kroner på driften i år. Tidligere lød forventningen på mellem 800 og 1000 millioner kroner.

Årsagen til de lavere forventninger skyldes primært usikkerhed om udviklingen for færge- og logistikaktiviteter i Middelhavet i fjerde kvartal.

DFDS har tidligere kaldt 2025 for et “transitionsår”, hvor grundlaget til bedre resultater fremover skal lægges.

For hurtigere at nå frem til en højere indtjening skal der spares 300 millioner kroner i 2026, meddeler selskabet torsdag.

Det skal primært ske ved at skære cirka 400 stillinger, som hovedsageligt skal være kontormedarbejdere, lyder det.

Topchef Torben Carlsen siger til MarketWire, at 400 stillinger vil blive nedlagt i hele netværket. I underkanten af 100 stillinger skal findes i Danmark.