30. okt. 2025 - 8:26

Britisk satsning hæver Carlsberg-omsætning med 18 procent




Hvis ikke det havde været for opkøbet af den britiske juice- og læskedrikvirksomhed Britvic, ville Carlsbergs omsætning i tredje kvartal have ligget på niveau med tallene for samme periode sidste år.

Men i en ny handelsopdatering fortæller bryggerikoncernen, at man har hævet salget med 17,8 procent takket være den ekstra omsætning fra Britvic.

Fraregner man Britvic – og tallene for San Miguel-brandet, som det danske bryggeri har mistet retten til at sælge i Storbritannien til konkurrenten AB Inbev – lyder væksten på beskedne 0,2 procent.

Ifølge administrerende direktør Jacob Aarup-Andersen er Carlsbergs forretning påvirket af henholdende forbrugeradfærd i alle regioner, ligesom krigen i Ukraine også fortsat har en negativ effekt.

Derfor har man siden forsommeren kigget på koncernens omkostninger og forsøgt løbende at tilpasse dem.

– Dette gøres for at beskytte den fortsatte indtjeningsvækst og muliggøre uafbrudte investeringer i vores forretning – især inden for kommercielle og digitale initiativer – med henblik på at skabe langsigtet værdivækst, siger han i meddelelsen.

De friske tal viser også, at ølsalget målt i volumen fortsætter med at falde i Vesteuropa, Asien og Central- og Østeuropa.

Til gengæld er det lykkedes – ikke mindst i kraft af opkøbet af Britvic – at fordoble mængden af solgte ikke-alkoholiske drikke.

AB Inbev, der er verdens største bryggeriselskab, har også præsenteret regnskabstal torsdag.

De viser et fald i mængderne af solgt øl på 3,7 procent, ligesom den kinesiske forretning også har det svært for belgierne.