Indbyggere i Jamaica opfordres til at være opmærksomme på krokodiller, der er fordrevet på grund af orkanen Melissa.
Det skriver øens sundhedsmyndigheder i en pressemeddelelse, som myndigheden har delt på Instagram.
– Stigende vandstande i floder, kløfter og sumpe kan få krokodiller til at nærme sig beboede områder, skriver den sydøstlige regionale sundhedsmyndighed (SERHA).
Beboere i nærheden af de pågældende områder opfordres til at være årvågne og til at holde børn og kæledyr væk fra oversvømmede steder, skriver AFP.
Myndigheden opererer på tværs af byerne Kingston, St. Andrew, St. Catherine og St. Thomas.