23. okt. 2025 - 17:56

WHO: Genopbygning af Gazas sundhedsvæsen koster milliarder af dollar




Verdenssundhedsorganisationen (WHO) forventer, at det vil koste mindst syv milliarder dollar at genopbygge sundhedssystemet i Gaza.

Det oplyser WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beløbet svarer til omkring 45 milliarder kroner.

– Der er ingen fuldt fungerende hospitaler i Gaza, og kun 14 ud af 36 fungerer overhovedet. Der er kritiske mangler på livsvigtig medicin, udstyr og sundhedsarbejdere, siger han.

I samme ombæring understreger WHO-chefen, at der på trods af våbenhvilen stadig ikke kommer nok fødevarer ind i Gaza, og at der kun har været en meget lille forbedring i mængden af nødhjælp, der kommer ind.

– Situationen er stadig katastrofal, fordi det, der kommer ind, ikke er nok, siger Ghebreyesus og tilføjer:

– Der er ikke nogen bedring i sulten, fordi der ikke er nok mad.