14. okt. 2025 - 12:26

Michelsen ser bort fra veteranen Katrine Veje i første trup




Erfarne Katrine Veje, der står noteret for 171 landskampe, er ikke med i Jakob Michelsens første trup som landstræner for kvindelandsholdet, der i slutningen af oktober skal spille to Nations League-playoffkampe mod Finland.

Den 34-årige forsvarsspiller, der i sommer skiftede til italienske AS Roma, fik ved EM spilletid i alle Danmarks tre nederlag i Schweiz.

– Vi vurderer, at nogen står foran Veje i køen lige nu, siger Michelsen i forbindelse med udtagelsen.

Kathrine Kühl, der har spillet 49 landskampe og er holdkammerat med Veje i Roma, er ligeledes fundet for let.

Der er til gengæld fundet plads til Lyon-backen Sofie Svava, der blev fravalgt til sommerens slutrunde. Det samme er tilfældet med HB Køge-spilleren Mille Gejl, som heller ikke var med til EM.

Danmark og Finland mødes over to kampe om at blive i Nations Leagues bedste lag.

Det første opgør bliver spillet den 24. oktober i Finland, mens de to nationer mødes i Parken 28. oktober. Den samlede vinder får samtidig en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM 2027 i Brasilien.

Generelt er der nye boller på suppen på kvindelandsholdet med den nye landstræner.

Hele ni udskiftninger er der blandt de 23 spillere i forhold til den trup, der var med ved sommerens EM-slutrunde i Schweiz.

Stine Sandbech og Simone Boye gør begge comeback efter graviditeter, mens Nadia Nadim og Sanne Troelsgaard er stoppet i nationaldragten.

Jakob Michelsens 23 første udvalgte er følgende:

Keepere: Maja Bay Østergaard, Amanda Brunholt og Freja R. Thisgaard.

Forsvarsspillere: Emma Skou Færge, Frederikke Thøgersen, Isabella Bryld Obaze, Janni Thomsen, Sara Holmgaard, Simone Boye Sørensen, Sofie Svava, Stine Ballisager, Stine Sandbech.

Midtbanespillere: Anna Christine Walter, Emma Snerle, Josefine Hasbo, Karen Holmgaard, Mille Gejl Jensen, Olivia Møller Holdt og Sofie Bredgaard.

Angribere: Amalie Vangsgaard, Cecilie Fløe, Pernille Harder og Signe Kallesøe Bruun.