13. okt. 2025 - 12:26

Fødevarepriser kan få flere børnefamilier til at søge om julehjælp




Stigende fødevarepriser og en ny kontanthjælpsreform presser børnefamilier med en lav indkomst – særligt op til jul, hvor udgifterne står i kø.

Det vurderer Dansk Folkehjælp, der derfor forventer flere et stigende antal ansøgere til dette års julehjælp, som er åbnet mandag.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Sidste år modtog 13.003 børnefamilier Dansk Folkehjælps julehjælp, der består af et gavekort på 800 kroner til julemad og et gavekort på 500 kroner per barn til julegaver.

Enlige forsørgere på overførselsindkomst og forældre, hvor begge er på overførselsindkomst, med hjemmeboende børn under 18 år kan søge om julehjælp.

Ansøgningen til julehjælpen, der er åbnet mandag, løber frem til 17. november.