06. okt. 2025 - 10:06

Frankrigs premierminister træder tilbage efter mindre end en måned




Frankrigs nyudnævnte premierminister, Sébastien Lecornu, træder tilbage fra posten.

Det oplyser Frankrigs præsidentkontor i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, efter at Lecornu sent søndag præsenterede et stort set uændret hold af ministre, skriver France 24.

Regeringssammensætningen blev efterfølgende mødt med hård kritik.

Lecornu blev udpeget som landets premierminister den 9. september, efter at den tidligere premierminister François Bayrou tabte en tillidsafstemning i parlamentet og måtte indgive sin afskedsbegæring til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Reuters beskriver fratrædelsen som “uventet og uden fortilfælde”.

Jordan Bardella, der er formand for det højrenationale parti National Samling (RN), opfordrer efter udmeldingen til en opløsning af parlamentets underhus, Nationalforsamlingen.

Det skriver han i et opslag på X og opfordrer dermed til et nyt parlamentsvalg.

I sin korte tid på posten nåede Lecornu ifølge France 24 at sætte flere uheldige rekorder. Med kun 27 dage på kontoret blev han den premierminister, der har siddet i kortest tid.

Derudover blev han den premierminister, som har siddet længst uden en regering – 26 dage tog det, før regeringen blev præsenteret sent søndag aften.

Endelig fik Lecornu også rekorden for regeringen med kortest levetid, da han trak sig blot omkring 12 timer, efter at den var blevet præsenteret.

Efter nyheden om premierministerens afgang faldt det største franske aktieindeks med over to procent på børsen ifølge AFP.

Derudover faldt euroen ifølge Reuters med 0,7 procent til 1,16635 dollar – det svarer til 7,46 danske kroner.