Fem norske soldater – som natten til fredag har været savnet efter en øvelse i det nordøstlige Norge – er blevet fundet.
Det oplyser Øyvind Johnson Holsbrekken, som er operationsleder i politidistriktet Finnmark, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
– Klokken 05.45 fik politiet melding fra forsvaret om, at de resterende fem soldater er lokaliseret, lyder det.
Den ene enhed opsøgte et kontrolpunkt, som det norske forsvar havde etableret langs E6, forklarer operationslederen, mens den anden enhed fik kommunikeret, at de befandt sig ved grænsen til Finland.
Der blev torsdag iværksat en større eftersøgning, efter at i alt ti soldater ikke havde meldt ind til deres afdeling under en øvelse.
Øvelsen bestod i, at soldaterne skulle gemme sig uden at blive opdaget, og den fandt sted omkring byen Bugøynes, der ligger i Norges nordligste fylke, Finnmark, som grænser op til Finland og Rusland.
Soldaterne vendte dog ikke hjem på det aftalte tidspunkt.
Fem af soldaterne blev fundet i løbet af torsdag – og fredag morgen er de resterende fem altså også blevet fundet.