30. sep. 2025 - 10:56

Eksminister bliver forperson for nyt Arbejdsmarkedsråd




Tidligere børne- og undervisningsminister for Socialdemokratiet Christine Antorini skal være forperson for et nyt Arbejdsmarkedsråd, der nedsættes 1. oktober.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Rådet skal rådgive beskæftigelsesministeren om aktuelle forhold og udfordringer på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet.

Det er beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S), der har udpeget Christine Antorini.

– Jeg ser frem til samarbejdet med det nye Arbejdsmarkedsråd og er glad for, at Christine Antorini har sagt ja til at være forperson for rådet.

– Med sin brede erfaring ved hun, hvor vigtigt det er, at rådet kan samarbejde og sætte retning for vigtige dagsordner til gavn for danskerne og hele vores arbejdsmarked, siger han i pressemeddelelsen.