24. sep. 2025 - 12:36

Mand fra Esbjerg tjente ifølge anklager seks millioner på ulovligt salg




En mand fra Esbjerg har fået beslaglagt mere end seks millioner kroner i kontanter.

Så mange penge tjente han ifølge anklagemyndigheden på ulovligt salg af lægemidler, ulovlige cigaretter og andre varer.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag.

Manden er tiltalt for gennem fire år at have solgt euforiserende stoffer, cigaretter og lægemidler.

Ulovlighederne stod ifølge tiltalen på fra sommeren 2021 til anholdelsen, der fandt sted i april i år.

Siden da har den 45-årige været varetægtsfængslet. Over seks retsmøder i november og december skal Retten i Esbjerg afgøre, om han er skyldig. Og om de beslaglagte kontanter skal konfiskeres til statskassen.

Ifølge påstanden i anklageskriftet havde han flere slags varer på hylderne.

For eksempel opioider og benzodiazepiner, men altså også lægemidler og kopicigaretter.

Flere end en million cigaretter beskyldes manden for at have solgt, og dette udløser i sig selv et krav om betaling af afgifter på mere end to millioner kroner.